Brug endelig elementer fra testene i jeres hundetræning i områderne. Derved får vi skabt et godt grundlag for at hundeførerne stiller til en test.
JET1 er den perfekte opstart for den nye hundefører pga. testens regelsæt og indhold. Er der et element i testen, som hunden har svært ved, så får den oftest en chance mere. Herved får vi startet nye hundeførere op med en positiv oplevelse med test/prøver, og således er der chance for, at vi kan fastholde hundeførerens interesse.
JET2 er den mere krævende test, hvor hunden skal arbejde med elementerne slæb, apportering, vandarbejde, lydighed og ikke mindst samarbejdet med andre hunde. Testen kan afholdes i perioden fra den 1. april til den 31. december. Testen kræver ikke store arealer for afprøvning; dog vil den største udfordring mht. terræn være et vandhul, som passer til afprøvningen.